Agurk er et kortspil for 3 eller flere deltagere. Spillet er hurtigt lært og du finder spillereglerne til Agurk lidt længere nede på siden. Skulle I mangle inspiration til flere kortspil, kan man købe et kortspil med spilleregler til 20 forskellige kortspil her.
Antal deltagere: Mindst 3
Spilletid: Et hurtigt spil
Antal kort: 52
Kortgivning: Hver spiller skal have 7 kort
Værdi: Esserne er højest og 2’erne er lavest. Farverne har ingen betydning. Esset har en speciel betydning. Når et Es spilles, så skal man lægge sit laveste kort, selv om man selv sidder med et Es.
Agurk spilleregler – Sådan spiller man Agurk
1. Det gælder om at undgå at vinde sidste stik, så man skal helst sidde tilbage med det laveste kort.
2. Kortgiver spiller et kort ud på bordet, som lægges med billedsiden opad.
3. Næste spiller til venstre for, skal så stikke det udspillede kort, hvis han/hun kan. Kan man ikke stikke kortet, så skal man spille sit laveste kort.
4. Spilleren med højeste kort vinder stikket og spiller nu et nyt kort ud. Det gælder om at få de andre til at spille deres laveste kort ud, men man skal huske at beholde nogle høje kort, så man selv kan stikke.
5. Den som har det højeste kort i sidste stik, vinder stikket og får tildelt lige så mange point som kortets værdi, f.eks. tre for 3’ere, syv for 7’ere, Knægt, Dame, Konge og Es tæller for 11, 12, 13 og 14.
6. Man fører regnskab i spillet og giver spillerne point. Når en spiller kommer over 30 point, så udgår han/hun af spillet. Vinderen er den spiller, som holder sig længst inde i spillet.
7. Det er tilladt at to deltagere spiller kort med samme værdi i et stik. Hvis dette sker, så gælder følgende regel:
a) I alle stik, på nær det sidste, gælder det at man har stukket over, hvis man lægger et kort med samme værdi som spilleren før en. Man kan altså stikke en 10’er med en 10’er
b) I det sidste stik, får to eller flere spillere, som sidder med højeste kort af samme værdi lige mange strafpoint.