Bouncer er et terningespil fra Tyskland, hvor formålet er at forblive i spillet og ikke blive ”smidt ud”. Bouncer er for 3-6 spillere. Hver deltager skal bruge 12 jetoner eller tændstikker.
Formål: At sidde tilbage med flest jetoner til slut.
Sådan spiller man: Hver deltager lægger sine jetoner foran sig. Vælg en som skal begynde. Den spiller starter med at kaste terningerne og turen går i urets retning.
Når man har tur, så slår man med terningen og sammenligninger sit resultat med den forrige spiller.
Hvis man slår højere end den foregående spiller, så skal hun/han give dig differencen mellem de to kast i jetoner. Eksempel: Den forrige spiller slog 3 og du slog 5, så skal hun/han give dig 2 jetoner.
Hvis man slår lavere så skal man selv aflevere forskellen i jetoner til den forrige spiller.
Såfremt man slår det samme, så sker der ingenting.
Når man har slået, så er det næste spillers tur, som så sammenligner sit slag med dit slag. Hvis man slår 1 eller 2, så skal man ofte af med jetoner til deltagerne på begge sider af en selv.
En spiller som lige nøjagtigt mister de sidste jetoner hun/han har tilbage, er stadig med i spillet. Spillet slutter, når en deltager skal betale flere jetoner end hun/han sidder tilbage med. Så skal vedkommende betale dem, som hun/han nu engang har tilbage og bliver så ”smidt ud” af spillet. Spillet slutter og den deltager, som sidder med flest jetoner har vundet spillet.