Politi og Røvere er et terningspil for 4 deltagere hvor der skal bruges 4 terninger. Udover terninger skal der bruges papir og blyant. I Politi og Røvere er 2 af deltagerne røvere mens to deltagere er politi deraf navnet.
Spilleregler til Politi og Røvere
Formål med spillet: Røverne vinder, hvis en af dem eller begge to kan nå 0 inden politiet fanger dem. Politiet vinder, hvis de når at fange røverne inden de når 0.
Sådan spiller man: Deltagerne sidder omkring bordet blandet røver, politi, røver og politi. En af deltagerne skal holde regnskab med point. En af røverne starter med 64 point og den anden med 66 point. Begge politibetjente starter med 75 point hver.
Alle slår en gang med terningen og den, der slår højest skal begynde med at fratrække så mange point fra sin score, som han/hun slog med terningen. Den næste som skal slå, er røveren, der sidder til venstre for spilleren, som startede. Herefter er det politibetjenten, der sidder til venstre for den forrige deltager. Til sidst slår den sidste spiller, som endnu ikke har slået. Fra nu af, går turen med urets retning.
Det antal man slår med terningen fratrækkes hver gang spillerens score, sådan at man får færre og færre point som spillet går videre. Nu kommer nogle få ekstra regler, men de gælder først når 2. runde går i gang. Hvis man slår en 6er, så skal man slå en ekstra gang. Slår man nu 1,2 eller 3, så skal man fratrække 1 point fra sin score. Slår man 4, 5 og 6, så skal man fratrække 2 point fra sin score. Hvis man i første slag slår en 5er, skal spilleren på din venstre side springes over. Hvis man slår en 4er, er det de to næste spillere på din venstre side, der skal springes over. Slår man i første slag det samme, som den forrige spiller, så annulleres slaget, og man må ikke trække point fra sin score.
Hvis en politibetjent fanger en røver (= samme antal point eller lavere). Så udgår røveren af spillet og den sidste røver fortsætter med at prøve at nå ned til 0.
Man kan eventuelt tegne en spilleplade med 75 nummererede felter fra 75 og ned til 0, og bruge brikker til at rykke med.