Ego Hvem er du? (Ego 1 eller Ego grøn)

By | januar 26, 2014

Ego Hvem er du?Det første spil i Ego-serien er og blev utroligt hurtigt populært. Spillet har høstet megen ros for dens gode idé og et fantastisk morsomt gameplay. Ego hvem er du? Ego 1 eller Ego rød kan spilles af 2-6 deltagere fra 15 års alderen af.

Spilleregler til Ego Hvem er du?

Idé

Ego giver dig og de andre deltagere muligheden for at lære hinanden lidt bedre at kende på en ny og underholdende måde.

Opsætning

Puljeskålen stilles midt på bordet. Hver deltager tager et sæt med træ sorte svarbrikker, der henholdsvis har 1, 2 og 3 røde prikker. Hver deltager får desuden 10 røde jetoner.

Derudover skal et antal jetoner anbringes i puljeskålen. Antallet afhænger af, hvor mange personer, der deltager i spillet. Reglen er, at der lægges 10 jetoner pr. deltager. Er I to deltagere, lægges der derfor 20 jetoner i puljen. Er I tre deltagere, lægges der 30 jetoner i puljen og så fremdeles. Overskydende jetoner lægges tilbage i posen.

Spillet

Ego spilles af 2 til 6 deltagere. Hver deltager svarer på ét spørgsmål af gangen efter tur. Spillets varighed er normalt 20 til 60 minutter, afhængig af, hvor godt deltagerne kender hinanden.

Den ældste deltager får æren af at begynde spillet og trækker det første kort.

Læs hele teksten på kortet højt for de andre deltagere – både spørgsmål og svarmuligheder. Læg herefter kortet på bordet, så alle kan se det.

Overvej spørgsmålet og de tre givne svarmuligheder. Vælg det svar, som du er mest enig i, uden at afsløre eller antyde dit valg for de øvrige deltagere.

Dit valgte svar har et tilhørende antal røde prikker på kortet. Tag din svarbrik med det samme antal røde prikker og læg den på bordet med prikken eller prikkerne nedad. Eksempel: Vælg din svarbrik med 3 røde prikker, hvis du har valgt svar nummer 3 på kortet.

De andre deltagere skal nu hver for sig forsøge at vurdere eller gætte, hvad du har svaret på spørgsmålet. Hver deltager tager sin svarbrik med det antal røde prikker, som deltageren mener stemmer overens med dit valg og lægger den ligeledes med prikkerne nedad på bordet.

Eksempel: En deltager mener, at du har valgt at svar nummer 2. Deltageren tager sin svarbrik med 2 prikker og lægger den – med prikkerne nedad – på bordet.

De andre deltagere skal herefter satse på, hvor sikre de er på deres bud. Hver deltager skal satse enten 1 eller 2 jetoner, som de lægger ved siden af deres svarbrik.

Eksempel: En deltager er overbevist om, at han eller hun har gættet dit svar. Deltageren vælger derfor at satse 2 jetoner.

Når alle deltagere har gjort deres indsats, skal du afsløre, hvad du valgte at svare, ved at vende din svarbrik om. Alle øvrige deltagere vender herefter deres svarbrik om. Spillere med samme svarbrik som din har gættet rigtigt.

Fordeling af jetoner

Ego Hvem er du? jetoner

Du får selv én jeton fra puljen for hver af de andre deltagere, som har gættet dit svar. Eksempel: To af de øvrige deltagere har gættet dit svar. Du får derfor 2 jetoner fra puljen.

Deltagere, som gætter dit svar, får fordoblet deres indsats. Eksempel: En deltager satser to jetoner og gætter dit svar. Deltageren får nu sine 2 jetoner igen + 2 jetoner fra puljen.

Deltagere, som ikke gætter dit svar, taber deres indsats. Eksempel: En deltager satser 1 jeton og gætter ikke dit svar. Deltageren må nu aflevere sin jeton til puljen.

Skulle det ske, at du mister alle dine jetoner undervejs i spillet, kan du ikke længere satse eller gætte på de øvrige deltageres svar. Du må derfor vente til det igen bliver din tur til at svare, og håbe på, at du vinder nogle jetoner.

Du kan nægte at svare på et spørgsmål, men skal så lægge 2 af dine jetoner i puljen. Turen får herefter videre til næste deltager.

Vinderen

Spillet er slut, når der ikke er flere jetoner i puljeskålen. BEMÆRK: Hvis der i en svarrunde ikke er nok jetoner i puljeskålen til fordeling, er der ingen af deltagerne, der modtager eller afgiver jetoner og spillet er slut. Den deltager, der har flest jetoner, når spillet er slut, har vundet.

Hvis du hellere vil se reglerne til Ego Hvem er du? forklaret i en 2 minutters video kan du se den nedenfor:

Andre udgaver af Ego

Ego Hvem er jeg

Ego Emotions

Ego Pictures

 

For mere information besøg http://ego-spil.dk/ eller producentens hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *