Ligretto Terningspil

By | november 15, 2013

Ligretto terningspilLigretto terningspil er et underholdende familiespil for 2-4 spillere. Ligretto Terningspil kan spilles fra 8 års alderen af og et spil tager fra 20 minutter af. Du kender måske allerede til kortspillet Ligretto? Hvis ja, så skal du bestemt også prøve terningspillet. Hvis nej, kan du læse reglerne nedenfor og se om det ikke er noget for dig.

Spilleregler til Ligretto Terningspil

Forberedelser

Spillepladen placeres, så alle spillere let kan nå. Alle 24 terninger lægges i posen og blandes grundigt. Alle spillere, afhængigt af spillerantal, tager terninger fra posen og lægger dem i deres bægre.

– 2 spillere får hver 12 terninger

– 3 spillere får hver 8 terninger

– 4 spillere får hver 6 terninger

Spillets gang

Når der bliver sagt ”Start Ligretto” skal samtlige spillere kaste alle deres terninger samtidigt. Hver spiller skal hurtigt forsøge at placere så mange passende terninger som muligt på spillepladen.

Reglerne for dette er følgende:

  • Terningerne skal altid placeres på et felt med samme farve.
  • Terningerne skal altid stå i nummerorden (eksempel: Gul nr. 2 må ikke placeres inden gul nr. 1).
  • Spillerne må kun bruge en hånd til at løfte og placere terningen.

Da alle deltagere spiller samtidig, skal disse regler følges: Først på spillepladen gælder. Hvis spiller A har placeret sin gule terning hurtigere end spiller B, skal spiller B kaste sin gule terning igen, da A var først. Hvis en spiller ikke kan eller vil placere nogle af sine terninger ved et kast, skal han kaste samtlige resterende terninger igen. Bemærk: Det er ikke tilladt kun at kaste en del af terningerne. Så snart en spiller har placeret sin sidste terning i overensstemmelse med reglerne, skal han råbe ”Ligretto STOP”. Ingen må derefter stille terninger på spillepladen. De terninger, som de andre ikke nåede at placere ved dette kast, skal blive liggende synligt på bordet, indtil pointene er talt sammen.

Sammentælling af point

Den spiller, der lykkes med at placere alle sine terninger på spillepladen, får 1 pluspoint for hver terning, som de andre spillere har tilbage. De andre spillere får 1 minuspoint for hver af deres resterende terninger.

Eksempel: Lukas afslutter runden, da han _ k placeret alle sine 6 terninger. Nina har stadig 3 terninger tilbage, Marie har 1 terning og Jonas 4 terninger. Lukas får hermed 8 pluspoint, Nina 3 minuspoint, Marie 1 minuspoint og Jonas 4 minuspoint.

Efter optælling af pointene, lægges alle terninger i posen igen og blandes grundigt. Derefter tager alle spillere samme antal terninger op af posen, som ved spillets start (se Forberedelser), og en ny runde begynder.

Afslutning af spillet

Der spilles 3 runder for hver deltager i spillet. Dvs. hvis fire personer deltager, skal der spilles 12 runder. Personen med flest pluspoint efter disse runder vinder spillet. Der kan være flere vindere, hvis nogle har samme antal point. Tip: Hvis voksne spiller mod børn, kan de voksne evt. tage 1 eller 2 ekstra terninger for at gøre det lettere for børnene at vinde.

Det er finske Tactic Games der står bag spillet. Du kan læse mere om spillet på deres hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *