Ego Hvem er jeg? (Ego Grøn eller Ego 2)

By | januar 23, 2014

_1_ego2-fritAndet spil i rækken af Ego spil er Ego Hvem er jeg? Spillet kan spilles af 2-6 deltagere og det anbefales at deltagerne er 15 år eller mere for at spille spillet.

Ego Hvem er jeg spilleregler

Vil du se reglerne forklaret på 2 minutter så tag et kig på denne video. Ellers kan du læse de fulde spilleregler nedenfor videoen:

 

Idé

At lære dig selv og de andre deltagere bedre at kende.

Opsætning

Puljeskålen placeres midt på bordet. Hver deltager tager et sæt svarbrikker med henholdsvis 1,2,3 og 4 grønne prikker. Hver deltager får desuden 10 små jetoner.

Derudover skal et antal jetoner anbringes i puljeskålen. Antallet afhænger af antallet af deltagere. Reglen er, at det anbringes 10 jetoner i puljen for hver deltager. Er I 3 deltagere, lægges der altså 30 jetoner i puljeskålen. Ved 5 deltagere lægges der 50 jetoner i puljen osv.

Spillet

Hver deltager svarer på ét spørgsmål ad gangen efter tur. Et spil tager normalt 20-40 minutter, afhængigt af, hvor godt i kender hinanden på forhånd.

Den ældste deltager begynder spillet ved at kaste terningen. Bogstavet, som terningen viser, afgør hvilken æske spørgsmålskortet skal trækkes fra. Eksempel: terningen viser bogstavet ”e”. Træk derfor et kort fra æsken med bogstavet ”e”.

Læs spørgsmålet og svarmuligheder højt for de andre deltagere. Læg herefter kortet på bordet, så alle kan se det.

_1_ego2-taet2

Overvej spørgsmålet og de givne svarmuligheder. Vælg det svar, som du er mest enig, uden at afsløre eller antyde dit valg for de øvrige deltagere.

Dit valgte svar har et tilhørende antal grønne prikker på kortet. Tag din svarbrik med samme antal prikker, som dit valgte svar på kortet. Læg den med prikken eller prikkerne nedad, så ingen kan se, hvad du har valgt at svare. Eksempel: læg din svarbrik med 4 prikker, hvis du har valgt svar nummer 4 på kortet.

Alle øvrige deltagere skal nu hver især forsøge at vurdere eller gætte, hvad du har valgt at svare.

Hver deltager tager sin svarbrik med det antal prikker, som deltageren mener stemmer overens med dit valg, og lægger den med prikken eller prikkerne nedad på bordet.

Eksempel: en deltager mener, at du har valgt svar nummer 2. Deltageren tager sin svarbrik med 2 prikker og lægger den med prikkerne nedad – på bordet.

Hver af de andre deltagere skal desuden satse et antal jetoner. Antallet af jetoner, der må satses, varierer i forhold til antallet af svarmuligheder. Eksempel: er der 4 givne svarmuligheder, kan deltagerne således hver især satse op til 4 jetoner. Er der derimod kun 2 svarmuligheder må deltagerne kun satse op til 2 af deres jetoner.

Når alle deltagere har gættet og satset, afslører du dit svar ved at vende svarbrikken om. Deltagere – som valgte samme svar som dig – har gættet rigtigt. Turen kan herefter gå videre til næste deltager (i urets retning). Denne deltager kaster terningen og trækker et kort, som han eller hun skal svare på.

Fordeling af jetoner

Du får selv én jeton fra puljen for hver af de andre deltagere, som har gættet dit svar. Eksempel: 3 deltagere gættede dit svar. Du får derfor 3 jetoner fra puljen.

Deltagere, som gætter dit svar, får fordoblet deres indsats. Eksempel: En deltager satser 4 jetoner og gætter dit svar. Deltageren får sine 4 jetoner retur – samt 4 fra puljeskålen.

Deltagere, som ikke gætter dit svar, taber deres indsats. Eksempel: En deltager satser 3 jetoner og gætter ikke dit svar. Deltageren må aflevere sine 3 jetoner i puljeskålen.

BEMÆRK: Skulle du være så uheldig at miste alle dine jetoner undervejs i spillet, kan du ikke længere gætte eller satse på de andre deltageres svar. Du må derfor afvente, til det igen bliver din tur til at svare, og håbe på, at du vinder nogle jetoner, så du kan komme tilbage i kampen.

Du kan til enhver tid nægte at svare på et spørgsmål, men så skal du straks aflevere 2 af dine jetoner i puljen. Turen går herefter direkte videre til næste deltager.

Vinderen

Spillet er slut, når puljeskålen er tom. Deltageren med flest jetoner har vundet. BEMÆRK: Hvis der i en svarrunde ikke er nok jetoner tilbage i puljeskålen til fordeling til alle, så er der ingen af deltagerne der modtager eller afgiver jetoner og spillet er slut.

For mere information tag et kig på producentens hjemmeside.

Andre udgaver af Ego spillene

Ego Hvem er du?

Ego Emotions

Ego Pictures

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.